kedelig dødsgallop
At læse Søren Ulrik Thomsen er som at tale med en dannet onkel fra fortiden. Tonen er livsklog, nostalgisk og crazy forhippet på at finde mening. Her taler Det Store Digter-jeg om de mindste ting: en hårnål, en køledeskkylling, en kat, der hedder Kis. Som om verden bliver større af at blive gjort lille. Formfuldendt og uengageret. Her går verden op. Det gælder også mesterens nyeste, erindringsessayet Store Kongensgade 23 , der kredser om et års tid (1972-73), hvor Thomsen boede på den nævnte adresse med sin bankassistentfar, to brødre og den humoristiske, læsende og psykotiske mor. Familien er kommet til København fra den sjællandske provins. Langhårede teenage-Thomsen flytter hurtigt videre, mens resten af familien bliver boende en håndfuld år. Lejligheden bliver anledning til at erindre ungdommen: forelskelserne, musikken, filmene, psykoanalyserne. Og morens mange indlæggelser. Store Kongensgade 23 er fyldt med sympatiske digressioner, som når Thomsen harcelerer præsentabelt ove...