in thailand no shakespeare

I begyndelsen går det godt. Tom bor med mor og far i en treethalvtværelses i Greve. Lavalampe, citronmåne og badminton i den lokale hal. Sval middelklasse. Far er bibliotekar og leksikal spasmager med et abesmil. Han er god til geografi og kan stoppe en asparges langt ned i halsen uden at slippe grebet om den. Mor er keramiker og moragtig. Men far får job på Lolland, og familien køber et nedlagt landbrug. Herfra går alt galt.

Jens Vilstrup har skrevet en ungdomsroman for midaldrende mænd, Lalandia som den lavere middelklasses foretrukne feriemål og Lolland på latin. Bogen er et krydsklip i krampagtig præsens mellem Toms barndom på landet og hans intense søgen i Thailand efter broren Nick som ung voksen.

Alle er tykke og svedige. Fodboldtræneren har vom. Brugsdamen har “fedtfolder på halsen”, fedtet “dirrer” på den thailandske receptionists overarme. Det skorter hverken på akne, skæl eller nopret hud. Bogen er som andre udkantsskildringer skrevet efter Lolland-Thailand-aksen. Begge steder er eksplicit uindbydende og implicit ærlige.

Lolland er fugtig gips, flueæg, mobning, gasbeton og onde storbønder. Bangkok er sæd, tiggerbørn, lænkede elefanter, neonlys, hor og barberbladsstrip, engelske brokker, ølpytter, tuk-tuk-knallerter og ladyboys i mælket varmedis. I den støjende hede er alle lige døde, lige levende, lige ligeglade.

I Danmark er Tom ensom. Han læser Vredens druer og Lademanns leksikon, men virkeligheden findes, og den er mosbefængt. Civilisationen smuldrer, og dyrene viser tænder. Gaserne skræpper. Muldvarpene skyder. Og ulvene (i Knuthenborg Safaripark) lugter blod.

I Thailand har de lokale “ukuelige smiletænder” (!), mens europæerne hedder Leslie, Big Pete og Border Bob. “In Thailand no Shakespeare,” får Tom at vide, og her skal en lærdom vist findes. Noget med ægthed. Den voksne Toms kæreste, Cecilie, mener, Nick rejser til Thailand for at få sex:

“Hvad laver mænd ellers i Thailand?” spørger hun vores jeg-fortæller, der tænker karakteristisk uklart: “Jeg vil sige noget om, at thaier måske ikke propper nye køkkenruller oven på holderen, lang tid inden den gamle er brugt op.”

Hvad betyder det billede overhovedet? At thaierne ikke planlægger langt ud i fremtiden? At de er mindre ødsle? Et slags naturfolk; nogen, der ser livet, som det er, ligesom gæsterne på udkantsbodegaen?

Fortællingens totaktsmotor er Nick, et tavst, bleggulligt plejebarn, som familien tager til sig. Han kan fange fluer med fingerne, men er tynd og har brug for den større og stærkere Tom i kampen mod de bissede orlafrøsnappere, der pifter cykler og bruger øgenavne.

De to stjæler pantflasker, forgifter naboens hund og trykker vodkatamponer op i røven. Forældrene er lalleglade, ser ikke fundamentet erodere. Faren bliver stadig mere fraværende, og ingen gider købe morens brugskunst. Aftenmenuen står på tex-mex og Dr. Oetker.

Mellem de to hovedspor – Lolland og Thailand – hører vi om Toms liv med Cecilie på Amager. Han er håndværker, hun er lækker nok. Han knokler i de riges haver med de østeuropæiske gæstearbejdere (“pivoerne”) og uden arbejdssikkerhedsregler. Han ville have læst kunsthistorie, men må tage arbejde som anlægsgartner og lytte til Radio Soft for at mærke sig selv.

Vilstrup (f. 1964) predaterer akkurat den generation, vi kalder X eller Nå, de første fødte individualister, som i dansk litteratur tæller folk som Kristian Ditlev Jensen (1971), René Fredensborg (1972), dramatikeren Thomas Markmann (1971), der har det til fælles, at de er mænd, som ikke gider mere pis, er født i den trætte del af provinsen og vil være Jan Sonnergaard. Uden at have samme talent.

Vilstrups karakterer er mindre irriterende. Hans skrift er venligere og ringere. Forfatteren er ferm til at skabe forglemmelige sætninger og ubehjælpelige sammenligninger. Endeløse rækker af upræcise som- og som om-konstruktioner. “Vi glider frem i køen som tandpasta fra en tube.” Eller: “Sommeren hænger i luften som et fly på en skyfri himmel.” What?

Fortælleren kan være overklog, andre gange selvfordummende. “Vi har ingen holdninger, kun tilkendegivelser,” siger Tom flot om sit forhold til Cecilie. Og til andre tider de undskyldende, svækkende korrektioner: “… som jeg ikke forstår ret meget af.” Bogens største problem er dog, at den ikke levner plads til sin læser. Her om en højtid i det lille hjem på Lolland:

“Juleaften får vi flæskesteg med umulige svær og brun sovs, der klumper hen over aspargeskartoflerne, og købe-risalamande med en æske Blomme i Madeira som mandelgave. Vi synger nogle salmer, spiser lidt konfekt, mor sukker, og jeg kan ikke finde glæde ved den mobiltelefon, jeg har fået i gave.”

Så ved vi det. Journalistlitteraturen lever (desværre).

Lalandia. Jens Vilstrup. Alpha.

✦✧✧✧✧✧