kedelig dødsgallop
Her taler Det Store Digter-jeg om de mindste ting: en hårnål, en køledeskkylling, en kat, der hedder Kis. Som om verden bliver større af at blive gjort lille. Formfuldendt og uengageret. Her går verden op.
Det gælder også mesterens nyeste, erindringsessayet Store Kongensgade 23, der kredser om et års tid (1972-73), hvor Thomsen boede på den nævnte adresse med sin bankassistentfar, to brødre og den humoristiske, læsende og psykotiske mor.
Familien er kommet til København fra den sjællandske provins. Langhårede teenage-Thomsen flytter hurtigt videre, mens resten af familien bliver boende en håndfuld år.
Lejligheden bliver anledning til at erindre ungdommen: forelskelserne, musikken, filmene, psykoanalyserne. Og morens mange indlæggelser.
Store Kongensgade 23 er fyldt med sympatiske digressioner, som når Thomsen harcelerer præsentabelt over det moderne samfunds (mis)brug af psykofarmaka.
Men bogen er mest af alt en magelig dødsgallop. 65-årige Thomsen frygter død, sygdom og impotens. Problemet er, at man ikke kan mærke det. Han skriver:
“Jeg frygter pludselig at synke sammen på S-togsædet en fredag eftermiddag på en af de højtliggende stationer syd for København, mens lyset fra et nærliggende industrikøkken brænder gennem novembermørket.”
Spørgsmålet er om en så æstetiseret død egentlig er en død.
Thomsen mister aldrig fodfæste. Han kan med egne ord takke sin “mors kærlighed og min fars inspirerende livsduelighed for, at jeg selv på de dårligste dage også altid har det godt”. Godt for ham, kedeligt for litteraturen.
Store Kongensgade 23 er begavet pludrende. Skriften er smuk, men er den nødvendig? Der er noget ufarligt og uforpligtende over hele essayet. Som en gammel søn, der aldrig selv er blevet far. “Fortiden falder. Foran mig,” skriver han.
Men kan man overhovedet kritisere Søren Ulrik Thomsens poesi uden at være en historieløs millennial? Uden at begå et klichéfyldt fadermord? Det kan man nok ikke. Men man kan efterhånden heller ikke tillade sig at lade være. Nogen skal jo sige det.
Hvad skal litteratur kunne? Vælte verden? Not necessarily, men det er bare ikke nok at skrive pyntede sætninger. Som en arkitekt, der insisterer på at tegne stråtækt.
Det er 40 år siden, en ung Thomsen baldrede ind i byen og den enkeltes krop som modsvar til 70’ernes politiske litteratur. Nu er han selv endt som ornamentik for rødvinsgenerationen. En forlænget weekend i Barcelona, og den nyeste bog af SUT – som i sutteklud.
Kommentarer
Send en kommentar