Ud af det friskeste forfatterskolekuld træder Casper Gisselmann Christiansen (CGC) med Morgensolen . Eller træder er måske så meget sagt. Putter sig. Debutanten, der er 29, men fint kunne være 22, har skrevet en lille digtsuite på 77 sider med 10-25 ord pr. side. Det forknyt sansende jeg vil helst gemme sig under dynen med et du. Et sted hedder det karakteristisk: "der er noget fuldstændigt ved at se/ sårbarheden som en modstand" og et andet sted: "jeg vil gerne have at mit hjerte ikke kun er mit." Her er modalverbet blødt som smør. Rundtom findes naturen: træerne, grenene, bladene, regnen, månen, jorden, havet, himlen, skyerne, fuglene, sneen, græsset, mælkebøtterne, hyldeblomsterne, rababerbladene, tidslerne, hestene og en "vintertynd hjort". Hænderne prøver at række ud, men "sommeren flyttes af fuglene". Naturen er sin egen, selv om "mændene" ikke har fattet det. De er altid i flertal, mændene, en aktiv flok på lur eller i det mindst...
At læse Søren Ulrik Thomsen er som at tale med en dannet onkel fra fortiden. Tonen er livsklog, nostalgisk og crazy forhippet på at finde mening. Her taler Det Store Digter-jeg om de mindste ting: en hårnål, en køledeskkylling, en kat, der hedder Kis. Som om verden bliver større af at blive gjort lille. Formfuldendt og uengageret. Her går verden op. Det gælder også mesterens nyeste, erindringsessayet Store Kongensgade 23 , der kredser om et års tid (1972-73), hvor Thomsen boede på den nævnte adresse med sin bankassistentfar, to brødre og den humoristiske, læsende og psykotiske mor. Familien er kommet til København fra den sjællandske provins. Langhårede teenage-Thomsen flytter hurtigt videre, mens resten af familien bliver boende en håndfuld år. Lejligheden bliver anledning til at erindre ungdommen: forelskelserne, musikken, filmene, psykoanalyserne. Og morens mange indlæggelser. Store Kongensgade 23 er fyldt med sympatiske digressioner, som når Thomsen harcelerer præsentabelt ove...
Hej Aisha. Vil gerne i kontakt med dig og har sendt en mail. Vh Anders Johansen, DR
SvarSlet