skind rimer på skin

Ud af det friskeste forfatterskolekuld træder Casper Gisselmann Christiansen (CGC) med Morgensolen. Eller træder er måske så meget sagt. Putter sig. Debutanten, der er 29, men fint kunne være 22, har skrevet en lille digtsuite på 77 sider med 10-25 ord pr. side.

Det forknyt sansende jeg vil helst gemme sig under dynen med et du. Et sted hedder det karakteristisk: "der er noget fuldstændigt ved at se/ sårbarheden som en modstand" og et andet sted: "jeg vil gerne have at mit hjerte ikke kun er mit." Her er modalverbet blødt som smør.

Rundtom findes naturen: træerne, grenene, bladene, regnen, månen, jorden, havet, himlen, skyerne, fuglene, sneen, græsset, mælkebøtterne, hyldeblomsterne, rababerbladene, tidslerne, hestene og en "vintertynd hjort".

Hænderne prøver at række ud, men "sommeren flyttes af fuglene". Naturen er sin egen, selv om "mændene" ikke har fattet det. De er altid i flertal, mændene, en aktiv flok på lur eller i det mindste i modsætning til det hjælpsomme, omsorgsfulde og sårbare, til naturens visdom: "mændene bliver små i bølgerne." Tag den, mandemænd!

CGC er i stand til at skrive flotte sætninger. Hør bare suitens første linjer: "morgensolen er/ en lille lyserød knude/ der brænder som et myggestik/ i brystet". Tidslerne er "dueblå" og bladene er "dugvåde". Ordene perler.

Skammen står i fuldt flor ("det føles forkert at ligge/ i solen/ og være ked af det") og aldrig uden tidens næsten kristelige pointe: "det bløde kan være et forsvar".

Man må i den forbindelse konstatere, at hjertet efter at have været dømt ude i nogle årtier er tilbage som digterens primærorgan. I Morgensolen optræder "hjerte(t)" 11 gange, på side 31 endda som et "kropsstort hjerte". Nu er den yngste poesi jo ikke rimet, men hvis den var, ville den rime skind på skin. Også hos CGC er der noget, der skinner for meget eller for lidt, altid nogen, der blændes, og et skind, der kribler. I den forstand er huden fortsat det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Den nye generation af digtere er nyromantikere og nysymbolister. Selvsuggererende til bristepunktet.

CGCs bog er udkommet på gode Ovbidat, der om nogen kender den aktuelle liturgi og derfor har lavet en demonstrativ grågenerisk bog uden fx forfatterfoto. Forfatterskolede forfattere er nemlig lige så bange for kameraer som de indfødte folk, der tror, at sjælen kan knipses ud af dem. Det er derfor deres bøger altid er uden flapfoto. Hallo, hvem er du? Jeg er bare min skrift. Åh, fuck nu af. 

Eller om igen: Forfatterskolede forfattere er lige så bange for kameraer, som indfødte folk er det i den kolonialistiske myte, der skal vise de andre som primitive. Faktisk var det den kornfede Balzac, som var bange for, at daguerreotypiets eksponering ville flå bladlignende spøgelsesskind af hans krop og essens. Balzac, der skrev langt (no), realistisk (no no) og ofte om samfund og pengesager (no no no). Balzac, som i 1834-novellen "La Fille aux yeux d'or" lader en hvid franskmand fantasere om et harem af vestindiske slavinder.

Det kan fotofrygtsomme forfattere så tænke over, næste gang de siger nej til linsen.

Morgensolen. Casper Gisselmann Christiansen. Ovbidat.

✦✦✦✧✧✧